Foreningen blev stiftet d. 2. juli 1882 og var en aflægger af ”Våbenbrødrene” – en forening af soldater, der havde deltaget i krigen 1848-50 eller 1864.
Ifølge lovene for den lokale forsvarsbrødreforening kunne man blive optaget som medlem, hvis man havde aftjent sin værnepligt i den danske hær eller flåde. Formålet var 1) at vække og styrke enhver fædrelandsvens ånd, 2) styrke og vedligeholde det kammeratlige forhold medlemmerne imellem uden hensyn til social status og 3) tilvejebringe midler til støtte og hjælp for enhver trængende forsvarsbror eller hans efterladte. Med tiden blev lovene moderniseret lidt, men de primære elementer var stadig kammeratskab og sammenhold, loyalitet over for kongehuset, for flaget og for de nationale mindesmærker.
Politiske diskussioner var bandlyst. Sammenkomsterne var uformelle og havde ofte et selskabeligt islæt. På billedet, der er fra 1923, er Forsvarsbrødrene fra Jyderup enten på udflugt eller måske til fest i Drivsaatskoven, der undertiden blev anvendt til deres sammenkomster.